Papirmøllen

Problemer med at få fat i papir til bogtrykkeriet løste Tycho ved selv at fremstille det, og til det formål byggede han en papirmølle.
"Den føromtalte mølle er allerede færdig. En høj og bred vold regulerer en - såvel i den varme som i den kolde årstid - tilstrækkelig vandtilførsel. Hjulet, som er 12 alen i diameter, drives af den mindst mulige vandmængde og er foruden papirfremstilling kraftkilde til to industrier. Et stort antal fiskedamme er anlagt således, at disse i nødvendige tilfælde også kan skaffe vand til møllen, og kun for få år siden var alt dette bare et tørt landskab." (Fra brev fra Tycho Brahe 1589).
På kortet i Blaeus Atlas fra1663 ser man de damme, som Tycho anlagde i terrasseform efter hinanden. De skulle opsamle regnvand. Vandet blev ledt ned i den store mølledam på øens sydvestlige del. I dag kan opdæmningsvolden stadig tydeligt ses.
Neden for opdæmningsvolden lå papirmøllen, der blev opført 1589-92. Den blev tillige anvendt til maling af korn og forarbejdning af skind. I bygningen var der plads til stampeværk, vaskerum og forrådsrum til papir. Tycho Brahe havde privilegium på alle linnedklude på Hven til sin papirfremstilling. Endnu i dag påstår øboerne, at han jagtede pigerne for at få fat i deres særker.
Tegningen er N. A. Møller Nicolaisens forsøg på en rekonstruktion efter de udgravninger, han havde foretaget der i 1933-34
|