Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) var en mester i at konstruere instrumenter. Instrumenterne var unikke. Verden havde aldrig tidligere set så mange, så gode og så pålidelige astronomiske instrumenter. Præcision, stabilitet og holdbarhed var kendetegnende egenskaber hos dem alle. Instrumenterne var desuden nøjagtigt opstillet i observatorier, som var specialbygget til deres respektive formål. Tidligere astronomer havde været nødt til at regne med fejl på op til ti minutter i deres observationer. Tychos observationer var ofte præcise med kun et halv minuts fejlmargin. Han udførte også lange serier af observationer med det samme instrument, noget som blev påskønnet meget af senere astronomer. Tycho levede før teleskopet, og før kikkerten var blevet opfundet. Han udførte sine observationer med det blotte øje. Præcisionen i observationerne var meget høj, og i nærheden af det, der er fysisk muligt at udføre på denne måde.

Tychos mindste kvadrant (1573)
Dette var et af Tychos tidlige instrumenter og hans første kvadrant. Instrumentet havde en radius på ca. 39 cm og var fremstillet af forgyldt messing. Det blev anvendt til at bestemme højder med og var udstyret med Nonius (se næste instrument) skala til nøjagtige aflæsninger, men blev ikke anvendt særlig ofte. Instrumentet blev dog ofte omtalt på grund af et lille kunstværk, der var malet på det. Billedet forestillede et træ med grønne blade og grønt græs i nederste kant på venstre side. På højre side havde træet døde rødder og tørre grene. På græsset sad en ung dreng. Han bar en laurbærkrans på hovedet og holdt en bog og en stjerneglobus i hænderne. Under træets tørre grene stod der et bord, fyldt med diverse ting, som repræsenterede rigdom og mangfoldighed. Et skelet lænede sig over bordet og prøvede at tage de værdifulde ting. Over billedet stod et pentametervers på latin, som fortalte, at kun studier og viden kan give udødelighed. Al rigdom og al velstand er forgæves. Instrumentet blev opbevaret på Stjerneborg.

Den mellemstore kvadrant (1580)
Dette instrument var fremstillet af massiv messing. Det blev brugt til at bestemme højder, men var også udstyret med en vandret cirkel med en skala til aflæsning af azimutvinkler. Radius var 58 cm. Dette instrument, og også den mindre kvadrant og en sekstant, var forsynet med et system af hjælpeskalaer til enkle og nøjagtige aflæsninger. Systemet stammede fra en portugisisk matematiker og astronom, Pedro Nunez (latin: Nonius, 1492-1577). I teorien var dette en elegant måde at få gode aflæsninger på, men i praksis var det meget vanskeligt at gravere alle disse buer perfekt. Instrumentet var også udstyret med et andet system til aflæsning, som Tycho selv havde indført og udviklet, den såkaldte transversaldeling. Tycho havde lært at anvende dette system i sin ungdom i Leipzig, men han forbedrede det. Han opgav snart Nonius system til fordel for sit eget. Instrumentets plads var i det større sydlige observatorium på Uranienborg.

Messingkvadranten
Denne kvadrant har en funktion, som meget ligner den foregående. Den var fremstillet af ægte messing og havde også en radius på 58 cm. Den havde også en cirkel til måling af azimutvinkler, støbt i massiv messing, 117 cm i diameter. Dette instrument havde dog hverken Nonius system eller transversalsystemet til aflæsning. Det kunne aflæses med en nøjagtighed på ét minut. Instrumentet havde en meget let konstruktion og kunne nemt demonteres og tages med på rejser. Dets plads var i det større sydlige observatorium på Uranienborg.
En kvadrant er en fjerdedels cirkel dvs. en sektor, som omfatter 90 grader. På samme måde er en sekstant en sjettedels cirkel, lig med 60 grader, og en oktant er en ottendedels cirkel, lig med 45 grader.

Den astronomiske sekstant til højder
Sekstanter hørte til Tychos favoritinstrumenter. De blev brugt både til at bestemme højder med og til at måle afstande mellem stjerner, såkaldte stjernedistancer. Dette er en af tre sekstanter i omtrent samme størrelse, som Tycho byggede. Den stod i det sydlige større observatorium på Uranienborg. Instrumentet var sandsynligvis fremstillet af træ, men omhyggeligt belagt med messing, så det så ud som om, det var fremstillet af massiv messing. Buen og sigterne var også fremstillet af messing. Radiusen var 155 cm. Denne sekstant hængte på en søjle og kunne kun drejes i et lodret plan. Derfor kunne den kun anvendes til højdemålinger. Ved sådanne målinger skal instrumentets øverste ben være nøjagtig vandrette. Til denne indstilling anvendte man en lodline. Instrumentet var ganske let, og kunne nemt skilles ad og sættes sammen igen et andet sted.

Den store murkvadrant (1582)
Dette var et af Tychos vigtigste instrumenter og var både enkelt og nemt at forstå. Det bestod af en massiv messingbue, en kvartscirkel, som blev monteret direkte på murvæggen. Det var placeret på den vestlige mur i slottets sydvestlige rum og var nøjagtigt justeret efter meridianplanet, nord-sydretningen. På buen var der to forskydelige sigter. I nærheden af taget på den sydlige væg fandtes et lille hul med en cylinder af forgyldt messing. Astronomen rettede på sigtet, indtil han så en stjerne på linje med cylinderen. Når solen blev målt, opfangede man cylinderens skygge i sigtet. Med dette instrument kunne Tycho bestemme meridianhøjderne for himmellegemerne. Han kunne også beregne tiden for meridianpassagerne. Instrumentet var forsynet med Tychos berømte transversalsystem til præcise aflæsninger. Det kunne aflæses med en nøjagtighed på en sjettedels minut, dvs. ti sekunder. Tycho kaldte også instrumentet for den Tychoniske kvadrant. Væggen bag instrumentet var smukt udsmykket af berømte kunstnere.

Den drejelige azimutkvadrant (1586)
Dette instrument var delvist fremstillet af stål, delvist af messing. Radius var 155 cm. Instrumentet havde en cirkel til måling af azimutvinkler. Det var 230 cm i diameter og monteret direkte på væggen. Højde og azimut kunne her måles samtidigt. Instrumentet stod i den nordøstlige krypt på Stjerneborg. Det havde en skala, hvor minutterne var blevet delt op i fire dele, hvilket tillod aflæsninger med en nøjagtighed på 15 sekunder. Instrumentet kunne drejes langs hele horisontlinjen. Med dette instrument bestemte Tycho meget nøjagtigt (ved hjælp af Polaris) latituden for sit observatorium. Han målte stjernens højeste og laveste højde. Ved flere forskellige observationer regnede han derefter en gennemsnitsværdi ud. Den breddegrad, han til sidst bestemte sig for, er kun 14 buesekunder fra den korrekte! På samme måde målte Tycho stjernen i dens mest østlige og mest vestlige positioner, og beregnede meridianretningen, den sande nord-sydlinje. Fejlen var mindre end et halvt minut.

Den store stålkvadrant (1588)
Med den store murkvadrant var det kun muligt at måle højder i meridianen. Dette var ikke tilstrækkeligt. Tycho konstruerede derfor også kvadranter, som var drejelige i horisontalplanet, hvilket gjorde det muligt både at måle højder i alle retninger og retningen, azimutvinklen. Instrumentet var af samme type som det foregående instrument. Denne kvadrant var dog den største af Tychos kvadranter og havde en radius på 194 cm. Azimutcirklen på væggen havde en diameter på 350 cm. Instrumentet var bygget af stål, mens skalaen og sigterne var af messing. Det kunne aflæses med en nøjagtighed på ti sekunder. Kvadranten var omgivet af en rektangulær stålramme, som gjorde instrumentet meget stabilt. Tycho sagde, at et menneske kunne klatre op, hænge sig fast i instrumentet og dreje det rundt uden at der skete nogen skade på det. Instrumentet var opstillet i den sydvestlige krypt på Stjerneborg. Stentrappen og stensøjlen i midten af krypten findes endnu og kan ses i ruinerne af Stjerneborg.

Den store semicirkel til måling af azimutvinkler (1588)
I det større sydlige observatorium på Uranienborg fandtes også den store semicirkel, et instrument, der blev konstrueret med henblik på at måle både azimutvinkler og højder. Instrumentet var fremstillet af stål og dækket af messing. Semicirklen var 233 cm i diameter. Det var stillet på en horisontal azimutcirkel med en diameter på 155 cm. En lineal med et sigte kunne drejes omkring et punkt ved kanten af semicirklens diameter. Højden kunne aflæses på en skala på semicirklen, og azimutten på en skala på den horisontale ring. Øverst på instrumentet tronede tre gudinder. Højst oppe var Urania, videnskabernes dronning, som repræsenterede astronomien. Under hende fandtes, i kvindelig gestalt og med triangler i hænderne, geometrien. Den tredje var aritmetikkens gudinde med cifre i hænderne. Også dette instrument kunne nemt demonteres og bygges op igen på et andet sted.

Det parallaktiske instrument
Denne type instrument blev også kaldet de ptolemæiske linealer. Det fortælles, at det hovedsageligt var bygget af messing og at linealerne havde en længde på 155 cm. Instrumentet stod i det større sydlige observatorium på Uranienborg og blev anvendt til at bestemme zenitafstanden med henblik på at beregne parallakserne. Zenitafstanden for et himmellegeme er 90° minus dets højde. Instrumentet kunne drejes i horisontalplanet i forskellige azimutvinkler, men azimutvinklen kunne ikke aflæses. De fleste af Tychos instrumenter var man nødt til at indstille, før de kunne anvendes. Som regel udførte man denne indstilling ved hjælp af et lod og i dette instrument var loddet inde i et rør for at undgå vindpåvirkning. Tycho ejede også et lignende instrument, som havde tilhørt Nikolaus Kopernikus. Tycho havde fået det som gave. Det var fremstillet i træ, og skalaen var tegnet med blæk. Tycho kunne godt lide instrumentet, men han mente også, at det var forældet og anvendte det derfor ikke.

Det parallaktiske instrument med azimutcirkel (1583)
Dette instrument var det største, Tycho konstruerede og byggede på Hven. Det stod i det større nordlige observatorium på Uranienborg og var fastmonteret. Det fortælles, at det var bygget af massiv messing. Linealerne havde sammenlagt en længde på 330 cm. Azimutcirklen var placeret på murens kant og diameteren var 466 cm. Linealerne blev holdt sammen med et hængsel og blev hejst op med en line, der blev trukket over et lille hjul længst oppe på instrumentet. Aflæsningen blev foretaget på en lodline, der krydsede en skala på den vandrette bjælke. Zenitafstand og azimutvinkler, i særdeleshed det sidstnævnte, kunne bestemmes meget nøjagtigt. Tycho begyndte regelmæssigt at observere månen i 1581 med denne type instrument. I en periode på 15 år nedskrev han mere end 400 måneobservationer i sine journaler. Han opdagede for eksempel, at hældningen af månens bane mod ekliptikaen ikke var konstant. Han opdagede også, at skæringspunkterne mellem månens og solens bane bevægede sig langsomt og uregelmæssigt mod vest.

Zodiakal-armillen (1580)
Tycho havde flere armiller. Disse var af to typer, zodiakale eller ækvatoriale, afhængig af i hvilket koordinatsystem, de blev anvendt. I zodiakalsystemet er koordinaterne celest longitude og latitude.(Disse må ikke forveksles med longitude og latitude på jordoverfladen.) Longitude måles på himlen fra forårsjævndøgnspunktet langs ekliptikaen i østlig retning. Latitude er den vinkelrette afstand fra ekliptikaen. Når man skulle foretage en observation med en zodiakal-armille, måtte man først rette den nøjagtig mod nord og indstille polens højde over horisonten (observatørens latitude). Den inderste ring repræsenterer ekliptikaen, og den var man nødt til at justere til den korrekte position ved hver måling, på grund af jordens daglige rotation. Dette kunne gøres ved at anvende en stjerne med kendt longitude som retningspunkt. Tycho klagede over ringenes vægt. De var for tunge, hvilket påvirkede nøjagtigheden. Den yderste ring havde en diameter på 117 cm. Instrumentet stod i den nordvestlige krypt på Stjerneborg. Dette var Tychos første armille.

Den nordlige ækvatorial-armille (1584)
De to mindre observatorier i slottet havde kun plads til et enkelt instrument hver. I hvert fandtes en ækvatorial-armille. De var af samme størrelse, men lidt forskellige i konstruktion. Dette instrument stod i det mindre, nordlige observatorium på Uranienborg. Den yderste rings diameter var 155 cm. Den ydre ring var fremstillet af stål, og de indre ringe var af messing. I ækvatorialsystemet er koordinaterne rektacension og deklination. Rektacension måles langs ækvatoren fra forårsjævndøgnspunktet og mod øst. Deklination er den vinkelrette afstand fra ækvatoren. Inden man foretog observationer, blev instrumentet justeret i nordlig retning, og polhøjden blev indstillet (astronomens latitude). Det blev anvendt på samme måde som det næste instrument. Instrumentet var smykket med portrætter af fire velkendte astronomer, Ptolemæus, Al Battini, Kopernikus og Tycho selv.

Den sydlige ækvatorial-armille (1584)
Denne armille havde en lignende funktion som den forrige. Den stod i det mindre, sydlige observatorium på Uranienborg. Grunden til at Tycho havde to stort set ens armiller, en i hver ende af slottet, var, at tårnene på slottet lå i vejen for observationer i visse retninger. Tycho foretog også ofte samtidige observationer med forskellige instrumenter og forskellige observatører. Dette instrument havde tre bevægelige ringe af stål. Den ydre ring havde ingen anden funktion end at gøre instrumentet mere stabilt. Når indstillingerne var foretaget (se det forrige instrument) kunne observationerne foretages ved hjælp af sigterne på ringene og den lille cylinder i midten af instrumentet. Deklinationen kunne aflæses direkte på ringen. Eftersom forårsjævndøgnspunktet ikke ses direkte på himlen, kunne rektacensionen ikke aflæses lige så nemt. Forskellene i rektacension mellem stjerner med kendte værdier og stjerner med ukendte værdier kunne aflæses, og rektacensionen for de ukendte stjerner kunne beregnes.

Den store ækvatorial-armille (1585)
Tycho var en foregangsmand i sit arbejde med ækvatorial-armiller. Dette instrument byggedes senere end slottets øvrige armiller, og var konstruktionsmæssigt et stort fremskridt. Armillen var større og nemmere at anvende. Den bestod af en enkel deklinationscirkel på 272 cm i diameter, og en semicirkel, der repræsenterede ækvator, på 350 cm i diameter. Den var fremstillet af stål med skalaer og sigter af messing. Instrumentets aksel var meget nøjagtigt indstillet for at være parallel med jordakslen, og semicirklen var ligeledes nøjagtigt indstillet efter ækvatorialplanet. To linealer, som var drejelige omkring instrumentets centrum, havde sigter i hver ende, og blev anvendt til at bestemme deklinationen. Yderligere to sigter kunne skubbes langs ækvatoren. Mellem disse kunne man finde forskellen i rektacension mellem to himmellegemer. Timevinkler kunne også aflæses på ækvatoren. Vinklerne kunne aflæses med en nøjagtighed på et kvart minut (15 sekunder). Instrumentet havde sin plads i den sydlige og største krypt på Stjerneborg, under observatoriets store kuppel.

Den todelte bue til små vinkler (1583)
Tycho konstruerede flere instrumenter til måling af små vinkler. Dette er et af dem. Det bestod af to buer af messing, som hver dækkede 30°. Buerne var monteret på enden af en 155 cm lang jernstav med to små cylindre som sigtepunkter i hver ende. Instrumentet blev håndteret af to observatører og blev brugt til måling af stjernedistancer på op til 30°. Instrumentet blev hængt på en søjle, og det var muligt at bevæge det i alle retninger og planer. Med dette instrument kontrollerede Tycho senere alle afstande mellem stjernerne i stjernebilledet Cassiopeia, som han bestemte sammen med Stella Nova i 1572. Han fandt ingen grund at ændre opfattelse om den nye stjerne. Afstanden til selve stjernen kunne han ikke længere kontrollere. Den var blevet for svag, og kunne ikke længere ses med det blotte øje. Instrumentets plads var i det større, nordlige observatorium på Uranienborg.

Den triangulære astronomiske sekstant (1582)
Denne sekstant var sandsynligvis Tychos bedste. Radius var 155 cm. Den var hovedsageligt fremstillet af træ. Tycho anvendte ikke ofte træ, men fordelen ved dette materiale var den lavere vægt. Når Tycho anvendte træ, tog han udvalgte stykker af valnød eller fyr. Han dækkede træet med kanvasvæv og bestrøg det med en blanding af blyhvidt og linolie, for at modvirke, at træet ændrede form. Buen og sigterne var som altid fremstillet af messing. Instrumentet var monteret på en kobber-globus med en diameter på 52 cm. På den måde kunne instrumentet indstilles i alle retninger og planer. Det var nødvendigt at bruge to observatører til at betjene det. Hvis vinklen, der skulle måles, var meget lille, kom de to observatører til at stå meget tæt på hinanden. I disse tilfælde blev der anvendt et ekstra sigte. Instrumentet blev hovedsageligt anvendt til at bestemme afstande mellem stjerner, såkaldte stjernedistancer, men det blev anvendt også til at måle højder, i særdeleshed planeternes højder. Planeterne overskred aldrig 60° i højde fra det sted, hvor Tycho befandt sig. Instrumentet kunne aflæses med en nøjagtighed på et kvart minut. Det var placeret i den sydøstlige krypt på Stjerneborg.

Stålsekstanten til én observatør (1574)
Dette var et af Tychos tidlige instrumenter og var udført i stål med skala og sigter i messing. Det var særlig udformet til anvendelse af en enkelt observatør. Det kunne drejes og justeres til valgfrit plan, og blev hovedsageligt anvendt til måling af stjernedistancer. Det stod i det større, nordlige observatorium på Uranienborg. Tycho mente, at det sommetider var en fordel at kunne udføre observationen med kun én observatør. Det var dog lidt vanskeligere, og resultaterne blev ikke lige så gode som med de større sekstanter. Dette instrument kunne demonteres og samles igen på et andet sted. Tycho foretog observationer af kometen i 1577 med dette instrument. Landgreve Wilhelm af Hessen, som havde et observatorium i Kassel, kopierede instrumentet.

Instrument til små vinkler (1572)
Dette er et tidligt instrument, som kunne anvendes af en enkelt observatør. Det blev sandsynligvis konstrueret på Herrevad Kloster og anvendt til observationer af den nye stjerne. Instrumentet kunne bruges til at bestemme afstanden mellem stjerner op til 30°. Ifølge Tycho kunne buen med skalaen udskiftes med en længere, der dækkede 60°, hvilket ses på billedet af det næste instrument. Det er usikkert, om billederne viser to forskellige instrumenter, eller om det er det samme instrument med to forskellige buer. Buen var fremstillet af kobber. Radius var 155 cm. De to sider var bevægelige og blev holdt sammen med et hængsel. Indstillingen af vinklen foretogs ved hjælp af en skrue. Instrumentet havde ingen fast monteringsanordning til observationer, men blev holdt i hænderne. Det blev opbevaret i det større, nordlige observatorium. Tycho mente, at instrumentet var forældet. Han beskriver det som et eksempel på et enkelt og billigt instrument for dem, der ikke havde råd til at bygge et bedre.

Sekstanten på Herrevad Kloster (1572)
I 1572 boede Tycho hos sin morbror på Herrevad Kloster. Her byggede han en ny sekstant. Det var forudseende, for takket være denne havde han et ganske godt instrument, da den nye stjerne viste sig på himlen. Instrumentet bestod af to ben fremstillet af valnøddetræ (32 x 48 x 155 cm) belagt med kobberplade. Benene var sammenlænket med et hængsel. Et ben var fast, det andet kunne justeres med en skrue. Buen og sigterne var fremstillet af kobber. Tycho målte meget nøjagtigt afstanden mellem den nye stjerne og de otte hovedstjerner i Cassiopeia. Stjernen drejede sig omkring polen, og den øverste meridianovergang var i nærheden af zenit. Tycho kunne ikke bestemme den højeste højde med dette instrument, men han målte højden for den nederste meridianpassage. For at gøre dette placerede han instrumentet i et vindue, sådan som billedet viser. Instrumentet blev opbevaret i det større, nordlige observatorium. Tycho mente, at det allerede var antikt. Se også foregående instrument.

Kvadranten i Augsburg (1570)
Denne meget store kvadrant blev konstrueret af Tycho og bygget i Augsburg i ca. 1570. Den blev opstillet i en park på rådmanden Paul Hainzels gods uden for byen. Dens radius var ikke mindre end 543 cm. Tycho byggede aldrig senere igen et så stort instrument. Det var lavet af egetræ og forstærket med jern. Buen var messingpletteret og inddelt i 90 grader.
Hver grad var derefter inddelt i 60 minutter. Et bueminut på kvadranten havde en længde på 1,6 mm. Instrumentet blev hængt på en vertikal søjle af egetræ. Kvadranten kunne drejes omkring cirklens centrum og låses. Søjlen blev først drejet ved hjælp af løftestænger, således at instrumentet stod i objektets vertikalplan. Aflæsningen foretogs ved hjælp af en lodline. Der skulle bruges fyrre stærke mænd til at rejse instrumentet på en lille bakke i parken, og det var meget klodset at anvende, netop på grund af dets vægt. Da Tycho atter besøgte Augsburg 1575, fandt han instrumentet i ødelagt tilstand. Det var blæst ned under en storm, og var ikke blevet repareret igen.

Den store stålkvadrant (1581)
Dette instrumentet er af samme type som "Den store stålkvadrant". Instrumentet blev oprindeligt bygget i 1581, men blev modificeret lidt i 1588 og flyttet til Stjerneborg, hvor det blev opført på hovedet i den sydvestlige krypt. Det var oprindeligt monteret på en azimuthorisont (sandsynligvis af jern), som var placeret på fem stensøjler. Kvadranten var meget tung og kunne kun med vanskelighed drejes på azimuthorisonten. Forflytningen indebar en stor forbedring. Den første placering var sandsynligvis i det større, sydlige observatorium på slottet. Efter flytningen kom stensøjlerne sandsynligvis i anvendelse for den store semicirkel, der blev bygget senere samme år.

Den store messingglobus (1584)
Årstallet 1584 er indgraveret på globussen, men den blev ikke færdig før langt senere. Tycho bestilte den fra en håndværker i Augsburg 1570. Indmaden blev fremstillet af udvalgt træ. Da Tycho besøgte Augsburg fem år senere, fandt han globussen i sprækket tilstand. Han lod den reparere og sendte den, med et vist besvær, hjem til Danmark. Her reparerede han den omsorgsfuldt, og justerede dens sfæriske form meget nøjagtigt ved at lægge flere lag pergament på. Derefter lod han den stå i to hele år, for at se om den kunne modstå temperaturforandringer uden at ændre form. Derefter blev hele globussen dækket med en messingplettering. Dette var så dygtigt gjort, at det næsten var umuligt at se, hvor fugerne fandtes. Tycho ventede et år til, og derefter lod han ækvatoren og ekliptikaen indgravere på globussen. Da dette var gjort, gik han videre med de større stjernebilleder. På deklinationscirklen, eller meridianen, kunne polens højde over horisonten indstilles, og deklinationerne aflæses. På den brede horisontcirkel aflæstes azimutvinklen. Der fandtes også en lodret cirkel med en skala til aflæsning af højder. Alle skalaer havde Tychos transversalsystem, og det var muligt at aflæse ned til et bueminut. Horisontcirklen havde også en inskription på latin, som blev afsluttet med "himlen er gennem et sindrigt kunstværk blevet åbnet for alle dødelige, som forstår sig herpå". Tycho arbejdede i mange år med at fylde globussen med stjernepositioner. Til sidst var der over tusinde positioner, hvilket havde været det store mål. Globussen havde en diameter på cirka 150 cm og var opstillet i slottets bibliotek. Den blev beskyttet af en silkehimmel, som kunne hejses op, når den skulle anvendes. Det må have været meget imponerende at se den i slottets bibliotek. Den totale højde var næsten tre meter.

Uranienborg-området (cirka 1590)
Slottet og dets omgivelser var nøjagtigt orienteret efter verdenshjørnerne. De omgivende mure var ca. 5 meter høje, og dannede et kvadrat med siden 77,7 meter. Der var en bygning i hvert hjørne. Mod øst og mod vest fandtes porthusene med vagthunde på overetagerne. I det sydlige hjørne fandtes bogtrykkeriet, og i det nordlige hjørne tjenerboligen. I midten af hver mur fandtes bastioner med små lysthuse. I haven voksede over 300 frugttræer. Der var også afdelinger med blomster og krydderplanter. Hele området var meget symmetrisk opbygget. I midten stod Uranias slot, opført i rødt tegl med tårne og kupler oven på observatorierne. Arkitekturen var i hollandsk renæssance. Der fandtes stenarbejder i grå kalksten, og marmor omkring vinduer og indgange. Allerøverst var en Pegasus-figur, som viste vindretningen, ikke kun for dem, der stod uden for slottet, men gennem en af Tychos mange automatiske anordninger, også for dem, der befandt sig inde i slottet.

Slottet Uranienborg (1580)
Slottet var ikke særlig stort. Hver af de fire vægge var ca. 15 meter lang. Cirkelformede annekser var indføjet mod nord og syd. Slottet havde kælder, to boligetager og en loftetage. Kælderen havde plads til mad og fornødenheder i den nordlige ende. I den sydlige ende, under sit dyrebare bibliotek, havde Tycho 16 ovne til sine alkymistiske eksperimenter! På nederste etage var køkkenet i den nordlige ende, og biblioteket i den sydlige ende. Der fandtes fire kvadratiske rum til arbejde og gæster i det daglige liv. På første etage var der mod vest et stort rum med en fantastisk udsigt ud over Øresund. Det blev kaldt for Sommerrummet. Mod øst fandtes to mindre rum, som blev kaldt for hhv. Kongens kammer og Dronningens kammer. I udbygningerne mod nord og syd fandtes i hver ende et større og et mindre cirkelformet observatorium med kupler, der kunne åbnes i alle retninger. Omkring observatoriet fandtes balkoner med stativer, hvor mindre instrumenter kunne monteres. På den øverste etage fandtes otte mindre rum til Tychos assistenter. Slottet var overdådigt udsmykket med skulpturarbejder, malerier etc. med hentydninger til det, slottet var beregnet til: Astronomi.

Observatoriet Stjerneborg (1586)
Tycho ønskede snart at bygge den næste generation af instrumenter, der skulle være større og mere nøjagtige. Han havde også oplevet ulemper med de observatorier, som fandtes på slottet. De var ikke tilstrækkeligt stabile, og instrumenterne udsattes ofte for forstyrrelser fra vind og vejr. Derfor lod han et nyt observatorium bygge, "halvfjerds små dobbeltskridt" syd for slottet. Han kaldte det Stjerneborg. Det bestod af fem cirkelformede krypter, udgravet og opbygget under jorden, og med tag, som kunne åbnes eller tages af. Mellem krypterne fandtes et lille kvadratisk arbejdsrum med ca. 2,5 meter lange sider. Der var en ovn til opvarmning, et bord til at udføre beregninger ved og anordninger på væggene til at hænge en del mindre instrumenter op i. I den østlige væg var en indbygget seng til Tycho og mellem den sydvestlige krypt og arbejdsrummet fandtes en lille alkove, hvor assistenterne kunne hvile, hvis vejret blev overskyet. I hver krypt blev der opført et stort instrument. Indgangen til observatoriet var fra nord. I dette observatorium fandtes også flere skulpturer og malerier. Det øverste billede ses fra vest. På det nederste billede er nord nedad. På jorden var observatoriet omkranset af et firkantet stakit med sider på hver 18 meter. Der fandtes flere stativer til at montere mobile instrumenter i.

Hven — øen i Øresund
Navnet på øen kan ses stavet på flere forskellige måder. Tycho stavede sin ø Hveen, sommetider Hvenna, på latin Venusia. Den moderne svenske stavemåde er Ven, men øens beboere foretrækker at skrive navnet på den gamle måde med et H, altså Hven. Øen ligger i Øresund mellem Danmark og Sverige, ca. 25 kilometer nord for København og 7 kilometer nordvest for Landskrona. Øen blev afstået af Danmark til Sverige i 1660, og har siden tilhørt Sverige. I 1959 lagdes øen ind under Landskrona kommune. Øen er cirka 4,5 km lang og 2,4 kilometer bred. Den udgøres af et meget frugtbart plateau af moræneler, 20 til 40 meter over havet, og strande, der karakteriseres af stejle skrænter. Der findes næsten ingen træer på øen. Slottet Uranienborg blev bygget midt på øen på dens højeste punkt, ca. 45 meter over havoverfladen. Tycho Brahe modtog øen som en gave fra den danske konge i 1576. Han boede og havde sit virke her indtil 1597, hvor han efter uenigheder med hoffet i København forlod øen og blev kejserlig astronom i Prag. Her døde han i 1601. En af hans assistenter, Johannes Kepler, fik adgang til Tychos omfattende observationsjournaler. Med støtte fra disse formulerede han de love om planeternes bevægelser, som vi nu kender som Keplers love.