Tycho Brahe´s kundskabssyn

På Tycho Brahes tid var der en sammenhæng mellem videnskab og verdensanskuelse. Man så livet som en enhed, som en oppefra og nedadgående bevægelse, som udgik fra Gud. Tronende over den ottende himmel, fiksstjernehimmelen, satte Gud med englenes hjælp denne og dermed de syv andre himmelsfærer i svingning. De bevægede sig på en bestemt måde i forhold til hinanden. Dette blev kaldt sfærernes harmoni eller sfærernes musik, en musik som mennesker ikke kunne høre, kun englene.
Derfra forplantede bevægelsen sig nedad til jorden midt i universet, til de fire elementers verden, og fremkaldte her uendeligt mange bevægelser, alt fra årstidernes skiften og ebbe og flod til livssafternes fremkomst i mennesker, dyr og planter. Disse bevægelser betingede det, man kaldte livet. Tycho Brahes forskning inden for medicin, kemi, alkymi, astrologi og astronomi var altså aspekter af den samme sag.
|