Bønderna på Hven

På Tycho Brahes tid var de danske bønder såkaldte fæstebønder. De dyrkede en andens jord. Ved tiltrædelsen, som gjaldt på livstid, betalte bønderne en fæste-afgift, som ofte var stor. Hvert år skulle de desuden betale en afgift, landgilde, bestående af naturalier.

Fæstebønder måtte fuldføre dagsværk for den herregård de tilhørte, såkaldt hoveri. I 1500-tallet havde adlen fået større magt, og storgodserne bredte sig. Hoveriarbejdet blev hele tiden øget og kunne være meget tyngende. Fæstebønderne måtte ikke frit sælge deres varer, men skulle først tilbyde dem til deres godsejer. Godsejeren havde også ret til at straffe sine bønder. Øen Hven havde aldrig været forlenet til nogen. Bønderne på øen havde sluppet for hoveriet. De betragtede sig som selvejende og direkte underlagt kongen.

Da Tycho Brahe fik Hven, og alle som boede der, som forlening i 1576, indebar det en dramatisk forandring for bønderne. Hoveriet blev indført, og Tychos byggevirksomhed krævede meget omfattende dagsværk af de over 40 bønder, der boede på øen.

En del af bønderne forlod derfor Hven og slog sig ned andre steder. I et åbent brev i 1578 forbød kongen bønderne at forlade øen uden Tycho Brahes tilladelse. Arbejdet for de bønder, der blev tilbage, skulle da blive endnu mere tyngende. Hvis nogen overtrådte forbudet, måtte Tycho uden skånsel straffe vedkommende.

Et par år senere gik bønderne til kongen og klagede over, at Tycho belastede dem med alt for meget arbejde og andet, som de ikke mente var i overensstemmelse med indholdet i forleningsbrevet. Kongen lod forholdene undersøge, og resultatet blev, at der i 1581 blev skrevet en "Ordning og Skik" mellem Tycho Brahe og bønderne på Hven. Hver halve gård skulle udføre to dagsværk om ugen, fra solopgang til solnedgang. Mødte man ikke frem før klokken 10, 11 eller 12 regnedes det kun som en halv dag. Bonden skulle da gøre den anden halvdel den næste dag og desuden betale bøder til sin husbond for ulydighed, for så vidt han ikke havde lovlig grund til sit fravær. Den, der samlede hasselnødder, æbler og andet eller huggede træer ned uden tilladelse kunne også straffes.

I dokumentet fastslås det, at bønderne på Hven ganske vist betragtede sig som selvejende, men at der ikke fandtes breve eller privilegier, som beviste dette. Derfor skulle deres gårde herefter behandles som kronens andre gårde, og bønderne kunne ikke anses for at være selvejende.

Bøndernes varer skulle i første omgang tilbydes Tycho Brahe, men til samme pris som de kunne få i den nærmeste købstad. Dette indikerer, at Tycho havde tiltvunget sig varer til underpriser.
Forholdet mellem Tycho Brahe og bønderne var dermed reguleret, men misforholdet fortsatte. I 1597 udsendte man til sidst en kongelig kommission der igen skulle undersøge bøndernes klager. Bønderne hævdede blandt andet, at de var kommet i armod og stor fattigdom på grund af alt det arbejde, de måtte udføre for Tycho. Men da kommissionen ankom til Hven, var Tycho og familien allerede rejst fra øen. Hændelsen blev en af mange grunde til, at han siden forlod Danmark for altid.
I et brev til rigshofmester Walkendorff i 1598 beklager Tycho sig. Han mener, at bønderne har været konfliktsøgende og uvillige. Han har måttet lide meget på grund af dem i hele den tid, han har boet på Hven, og alligevel har han haft tålmodighed med dem.

Kilder: Svensk uppslagsbok, Malmö 1948, 1949
Kancelliets brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold, 1576-1579, København 1900, 1580-1583, København 1903 Skånsk senmedeltid og renässans 8, Tycho Brahe, en levnadsteckning af Wilhelm Norlind, Lund 1970